Artikel hentet fra en Internet avis (#709)
Anders Frese Carlsen skrev 2004-11-22 19:37:
Ringbanen snart færdig
Den 6. december afslutter Banedanmark arbejdet med Ringbanen fra Flintholm Station til en midlertidig station ved Gammel Køge Landevej.
Dernæst indøver DSB S-togs lokomotivførere kørsel på strækningen frem til den officielle åbning af banen og de fem nye stationer den 8. januar 2005.
Der er således nu kun få arbejder tilbage på banen. Fra den 22. november og frem til 1. december etablerer vi signaler og tilpasser kørestrømsanlægget mellem Flintholm og KB Hallen stationer. Det sker primært som natarbejde, og desuden arbejder vi i døgndrift i weekenden den 27.-28. november.
Fra den 1. til den 6. december foretager vi testkørsel, før vi overlader strækningen til indøvning af kørsel for DSB S-tog. Testkørslerne foregår både dag og nat.
Samme uge skal vi justere sporet hele vejen fra Hellerup til Gammel Køge Landevej. Arbejdet går ud på at hæve sporet, hvor det har sat sig, ved at presse skærver ind under svellerne og efterfølgende presse dem på plads med en stoppemaskine. Arbejdet vil støje en del, men da det flytter sig rundt på banen, vil den enkelte bolig kun blive belastet i kortere tidsrum. Vi beklager generne.
Fra den 1. december er Ringbanen at betragte, som om den er i almindelig drift. Først er der testkørsel og dernæst indøvning af kørsel, og fra den 8. januar kører S-togene helt normalt. Det er således nu forbundet med stor fare at krydse banen - forbudt har det hele tiden været!